Wellness-centeret “SALT”

[Hvide Sande, Danmark]

[430]m2

Et nyt kurbad skal både formidle pilotprojektet med det landbaserede tanganlæg
og skabe et rekreativt område til feriegæster og andre interesserede
besøgende i Hvide Sande. Bygningen er placeret som et bindeled mellem det
industrielle område med bl.a. lakseopdræt på Langsand og den nye feriebolig-
bydel der i øjeblikket er under udvikling i det gamle fiskerområde.
Arkitekturen er skabt med referencer fra områdets former og materialer og
med stærk inspiration fra havets bevægelser og karakter. Det omkring 430 m²
store kurbad indeholder et reception/garderobe område til besøgende, omklædning
H/D, en sauna, et opvarmet kurbadsbassin og en stor, åben cafe
med udgang til en sydvendt terrasse. Ankomsten til stedet sker på en tilgængelighedsvenlig
gangbro, der skaber kontakt over vandkanalen mellem parkering
og det nye kurbad. På terrassen foran bygningen kan man mod nord
opleve pilotanlægget med det landbaserede tanganlæg og mod syd den vide
udsigt over Ringkøbing Fjord. Fra terrassen er der en glidende overgang ind i
receptionsområdet og caféen gennem et stort åbent glasparti. Her kan man
enten fordybe sig i en formidling omkring de specifikke detaljer i den bæredygtige
udvikling eller fortsætte ind i kurbadet gennem omklædning, hvor man
kan nyde udsigten i mere private og afskærmede omgivelser.
Da formidling er en vigtig del af huset, er det hensigten at skabe et udstillingsområde,
som binder de rumlige oplevelser som udsigten og tilgang til de
landbaserede tanganlæg sammen med de mere tekniske og teoretiske aspekter
i biologien og den bæredygtige udvikling. Dette kan ske gennem klassiske
planchematerialer med tekst, grafik, video og billeder, interaktive tiltag, hvor
de besøgende får lov til sanseligt at mærke tangen og se processen og/eller
andre forskellige innovative måder at formidle gennem workshops, foredrag
mv.
En gennemgående arkitektonisk detalje er den signifikante trækonstruktion,
der bærer taget. Ligesom organiseringen af rummene er tænkt som et forløb
fra offentligsfære til privatsfære er denne detalje også et gennemgående træk
i bygningen, der skaber helhed og genkendelighed. Konstruktionspricippet giver
mulighed for at skabe de bølgende bevægelser og indikere en struktur, der
skiftevis åbner og lukker og henvender sig i bestemte udsigtsretninger. Dette
etablerer også en tydelig “ryg” i bygningens lukkede vægflader, som skaber
læ og ly for stedets forskellige vejrelementer og på denne måde giver rum til
ophold og ro.
Bygningen danner ramme omkring tre fremtrædende elementer, der kommer
til udtryk i den bæredygtige udvikling omkring tangproduktion og lakseopdræt.
Først og fremmeste skaber den ophold i landskabet og danner platform for
den gode udsigt over Ringkøbing Fjord. Dernæst danner den rumlige rammer
for en formidling om pilotprojektet og dens muligheder. Sidst skabes der en
oplagt mulighed for et rekreativt kurbad, som viser en ny måde at udnytte en
ressource fra lakseproduktionen til brug for mennesker nu og her.

Leave A Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.